Uddannelse
Som træner i HG har du mulighed for selv at blive uddannet. Vi benytter DBUs uddannelsestilbud, som du kan læse mere om nedenfor.
DBU har derfor etableret DBU C-træneruddannelse, der klæder hver enkelt træner på til det spændende fodboldliv som børne- og ungdomstræner. Uddannelsen er målrettet trænere af børn U5-U12 og trænere af ungdomsspillere U13-U19.
Du kan uddanne dig til DBU Børne- eller Ungdomstræner ved at gennemføre C1 og C2 samt en test. Når testen er bestået, modtager du et certifikat.
I HG afvikler vi kurser (C-uddannelsen). Det annonceres på mail og på Facebook, når der er mulighed for at komme på kursus i HG-regi.
DBU tilbyder træneruddannelser for alle trænere – uanset holdets aldersgruppe eller niveau.
Træneruddannelse giver dig værktøjer, teori og inspiration til trænerrollen, og ruster dig til at være med til at skabe et godt fodboldmiljø i samarbejde med klubben og dine spillere.
DBU ønsker at uddanne trænere til at yde kvalitet og give gode oplevelser til børn, unge og voksne i alle klubber landet over samt til at skabe spillere til højeste internationale niveau.
Uddannelsens opbygning
C-uddannelsen består af i alt 24 timer. Det første trin, C1, er på 10 timer, som henvender sig til trænere af alle aldersgrupper. Det næste trin, C2, er på 14 timer og består af tre aldersrelaterede forløb at vælge imellem. Du vælger det forløb, som passer bedst til den aldersgruppe, du træner.
Både C1 og C2 er bygget op af et forberedelsesmodul, som foregår online. Derudover består C1 af to moduler med fysisk fremmøde og C2 består af tre moduler med fysisk fremmøde. C1 og C2 afsluttes med et online refleksionsmodul.
Fra 1. januar 2021 er det et krav, at man har gennemført C-uddannelsen, hvis man ønsker at tage B-uddannelsen. Den tager længere tid og koster væsentligt flere penge for klubben. B-uddannelsen kan du læse mere om her.
UEFA-godkendte træneruddannelser
Hvis du vil uddanne dig inden for trænergerningen - fra C-niveauet og op - og ønsker den formelle UEFA-licens, skal du deltage i og bestå de eksamener, der afslutter de pågældende uddannelser. Se oversigten her.