Menu

Børnepolitik

Børnepolitik

For børn i alderen 4-12 år

I HG Fodbold ønsker vi, at vores børn trives og færdes i et trygt miljø, hvor de kan føle sig som en del af et fællesskab.Derfor er det vigtigt for os, at vi har et fælles sæt spilleregler som både spillere, trænere såvel som frivillige og forældre kan følge i bestræbelsen på, at skabe de bedste rammer. Det er vigtigt, at både børn og voksne har klare rammer at forholde sig til, for det forpligter alle til at arbejde for vores fælles opgave, at sikre et sundt trivselsmiljø, hvor børnene trygt kan dyrke deres idræt og have det sjovt. Det følger også af klubben værdisæt.

I HG Fodbold agerer vi i overensstemmelse med DBU’s børnesyn. Dette betyder i korte træk, at børnene er i centrum i klubben. Vi bestræber os på at efterleve dette børnesyn, hvor alle børn har rettigheder, og at vi som voksne giver dem nogle løfter, så de får de bedste mulige vilkår, for at have det sjovt og trives, når de er i klubben. Vores børnetræning tager derfor også udgangspunkt i DBU’s til enhver tid gældende anbefalinger for aldersgrupper. Du kan læse mere om rettighederne og løfterne her:

DBUs børnerettigheder

DBUs 10 børneløfter

Børneattest:

Vi gør opmærksom på, at vi indhenter den lovpligtige børneattest på alle klubbens trænere, lige så snart de er tilknyttet/i forbindelse med deres tilknytning til klubben.

Er der spørgsmål vedr. børnepolitikken i HG Fodbold, eller har man kendskab til tilfælde af overtrædelser eller mistanke om mistrivsel så kontakt venligst:

Bestyrelsesmedlem Vivi Bertelsen Vb-bestyrelse@hgfodbold.dk

Formand Peter Ditlevsen hgformand@hgfodbold.dk

 

Omklædningsrum

Trænerens færden i omklædningsrummet

Både børn og voksne skal trygt kunne bruge omklædningsrummene i vores klub. Det betyder også, at der er klare regler for brugen heraf.
Voksne må ikke opholde sig på to-mands hånd med spillere i klubbens omklædningsrum, ligesom det er gældende i klubbens øvrige lokaler. Spillersamtaler bør derfor finde sted i et mere offentligt rum. Taktikmøder eller lignende må gerne ske i omklædningsrummet, såfremt det er med/for hele holdet. Der vil altid være en kvindelig leder på alle pigehold.

Brug af mobiltelefoner i omklædningsrummet

Børn har ret til kropslig integritet og tryghed og til at anvende omklædningsfaciliteter uden bekymringer om kameraer på mobiltelefoner eller lignende. Derfor må disse ikke anvendes under omklædning.

Aldersgrænse for unisex omklædning

Vi har i HG Fodbold ingen omklædning på tværs af køn, uanset alder. Dette er for at tilgodese både piger og drenge og med respekt for det faktum, at nogle børn udvikler sig tidligere end andre. Er der tale om et hold med blandet køn, opfordrer vi til, at træneren hjælper med at
finde omklædningsrum til begge køn. Alternativ er, at omklædningen foregår på skift.

 

Brug af sociale medier

Kommunikation mellem træner og hold i f.eks. sociale medier

Det er tilladt for en årgang eller et hold, at oprette en gruppe på de sociale medier, hvor alt kommunikation kan finde sted. Disse grupper er lukkede grupper, hvorfor det kun er forældre og trænerstaben, der er medlemmer. I disse grupper kan træningsplaner, kampkalender, ændring af tider mm. finde sted. Da vi har med børn at gøre, som ikke selv er på Facebook, forventer vi derfor, at informationen videregives til de børn, der er på det respektive hold. Det meste kommunikation vil dog foretrækkes sker gennem DBU kampklar app'en. Generelt anbefaler vi, at kommunikation mellem trænere og forældre også sker igennem samme kilder. Det er dog også tilladt at henvende sig via e-mail eller mobil til trænere eller forældre.

 

Trænere/frivillige/lederes adfærd omkring børn

Privat kontakt til børn uden for klubben

For at imødekomme både børn og voksne, anbefaler vi ikke, at man som træner, frivillig eller leder, tager direkte kontakt til børnene uden for klubben. Der kan dog være undtagelser, såfremt man er nær ven af familien, og andre aftaler er lavet med forældrene. Skulle man uden for klubbens interesse, have brug for at komme i kontakt med børnene, så anbefaler vi, at dette også gøres igennem forældre. Med respekt for, at dette foregår udenom klubben, så anser vi det for vigtigt, da det det er en hårfin balance mellem, hvornår klubben er involveret eller ej.

 Besøg hos/af børn uden for klubben

Det er i HG Fodbold ikke tilladt, at man som træner, frivillig eller leder besøger børnene privat. Hvis der mod forventning skulle komme en situation, hvor dette er nødvendigt, skal dette vendes med i første omgang forældrene, men også klubben. En situation kunne være ved
længerevarende sygdom eller skadesforløb. Her bedes det aftales med forældre og klub, at man på vegne af holdet besøger barnet.

Retningslinjer for overnatningsforhold på f.eks. ture

I HG Fodbold regi ønsker vi, at børnene får en masse sjove og gode oplevelser som fodboldspiller. Derfor er det vigtigt for os, at børnene også tilbydes forskellige former for turneringer. Nogle turneringer indebærer også muligheden for overnatning. Vi har stor erfaring med, at disse turneringer kommer børnene til gode, da de udvikles, modnes og skaber relationer til de andre børn på en anden måde end i dagligdagen. Disse ture har til formål at styrke fællesskabet på holdet. Når en sådan overnatning finder sted, vil trænerne til de forskellige hold deltage og have ansvaret for børnene. Derudover vil der altid blive opfordret til, at nogle forældre deltager, så der er flere voksne til stede, heriblandt både kvinder og mænd. Der vil altid være voksne til stede med opsyn på børnene. Dette gælder også, når der skal soves. Her vil forældre og trænere ligeledes være i samme sovesal, så ingen børn føler sig alene.

 

Sprogbrug

Voksnes indbyrdes sprogbrug i nærheden af børn

Som voksen er man forbilleder for børnene, og det er derfor også vigtigt, at vi opfører os ordentligt overfor hinanden, som vi også ønsker vores børn skal være over for deres venner og veninder. Husk derfor at tale i et ordentligt sprog og være imødekommende over for hinanden, i særdeleshed når vi er i nærheden af børnene.

Retningslinjer for acceptabel fysisk kontakt

Da børn er børn, og nogle børn reagerer forskelligt fra andre, er der også forskellige måder at henvende sig til børnene på som træner. Man må i HG Fodbold ikke gribe fat i børn, slå eller sparke, uanset hvad barnet har gjort eller sagt. Trænere og ledere må ikke bruge fysisk magt over for børn på nogen måde. Det er tilladt under træning og kamp at give børnene en high five, skulderklap eller lignende, da dette er med til at understrege børnene i, at de gør det godt, og det vil være med til at give dem en følelse af at være god.

Sprogbrug, voksne til børn

Børn lærer af voksne, og derfor er det som voksen vigtigt, at vi taler pænt og tænker over de ting, vi taler med børnene om, samt de måder vi formulerer os på både mundtligt og via vores kropssprog. I HG Fodbold holder vi os fra at bande, råbe eller tale grimt til børnene.

Sprogbrug børn imellem

Det er dit ansvar som træner, leder eller frivillig at sørge for, at tonen er god mellem børnene. Opfanger man et skænderi eller et grimt sprogbrug, er det som voksen dit ansvar, at få det stoppet på en god måde. Sørg for at fortælle dit hold/dine børn vigtigheden i et godt fællesskab på holdet, så disse situationer ikke opstår.

Ros vs. Ris

Det er i alles bedste interesse, at børnene i HG Fodbold har det godt, når de er i klubben. Dette er både på og uden for banen. Det er vigtigt, at børnene får den ros, de fortjener. Som en del af børnesynet, skal børnene have det sjovt, og det har de ikke, hvis de får en masse skæld ud, for det de laver. I HG Fodbold går vi ind for, at børn lærer af deres fejl og at man som træner, leder og frivillig hjælper og guider dem mod at gøre tingene korrekt. Husk at rose spillerne når de gør noget godt, tag jer tid til at fortælle dem, at det er fedt, det de laver. Omvendt, skælder vi dem ikke ud, når de prøver. Vi roser dem for forsøget og fortæller dem, hvordan de også kan løse opgaven.

Belønning vs. Straf

I HG Fodbold går vi ikke ind for hverken belønninger eller straf. Det betyder, at vi ikke belønner for flest scorede mål eller andet, hvor nogle børn kan føle sig forbigået. Omvendt straffer vi heller ikke med ekstra ture rundt om banen, en plads på bænken eller lignende, når man ikke rammer målet. Det er trænerens sunde fornuft, der bruges i træningen, for at få det bedste ud af børnene. Husk at børnene går til fodbold, fordi de synes det er sjovt, og de kan være sammen med deres venner.

 

Mobning eller mistrivsel

Procedure ved henvendelser om mobning og mistrivsel

I HG Fodbold tager vi mobning og mistrivsel meget seriøst, da vi ønsker, at alle vores børn er glade og trives i klubben og det fællesskab som skabes igennem fodbolden. Får vi henvendelser herom eller er vi selv opmærksomme på, at det finder sted, er der flere scenarier
som kan komme i spil, alt afhængig efter situationen. For det første er det vigtigt for os at informere forældrene til barnet, som enten mobbes eller mistrives i klubben. Her vil vi tage en snak og drøfte de næste skridt. Drejer det sig om mobning fra en enkelt person, vil denne person samt forældrene hertil også blive kontaktet for et møde. Drejer mobningen sig om større grupper, vil vi indkalde til forældremøde for hele årgangen. Et spillermøde kan også komme på tale. Det er vigtigt at understrege, at proceduren er afhængig af situationen, og hvad barnet og forældrene ønsker. Det er altid muligt at inddrage bestyrelse og ungdomsudvalg i disse situationer for
yderligere råd og sparring.

Ansvarlige i bestyrelsen

I HG Fodbold har vi to ansvarlige personer, når det kommer til mobning og mistrivsel.
Ved spørgsmål omkring dette, kontakt venligst:

Bestyrelsesmedlem Vivi Bertelsen Vb-bestyrelse@hgfodbold.dk

Formand Peter Ditlevsen hgformand@hgfodbold.dk

Kontaktpersoner

Bliver dit barn mobbet, har du set eller hørt om mobning blandt andre børn eller har du erfaret mistrivsel hos et barn, så kontakt venligst:

Bestyrelsesmedlem Vivi Bertelsen Vb-bestyrelse@hgfodbold.dk

Formand Peter Ditlevsen hgformand@hgfodbold.dk

 

Seksuelle krænkelser

Procedure ved mistanke eller henvendelse om seksuelle krænkelser

Henvendelser eller mistanke om seksuel krænkelse vil blive drøftet i klubbens bestyrelse samt med de involverede parter. Først og fremmest forældrene til det barn, der føler sig krænket. I HG Fodbold er dette en meget alvorlig ting, og det er derfor vigtigt, at vi undersøger sagerne i dybden. Vi vil i klubben derfor altid alliere os med vores klubrådgiver hos DBU, samt med DIF, som har personer, der arbejder med dette til dagligt.

Ansvarlige i bestyrelsen

I HG Fodbold har vi 2 kontaktpersoner, når det kommer til seksuelle krænkelser.
Ved spørgsmål omkring dette, kontakt venligst:

Bestyrelsesmedlem Vivi Bertelsen Vb-bestyrelse@hgfodbold.dk

Formand Peter Ditlevsen hgformand@hgfodbold.dk

Er dit barn udsat for seksuel krænkelse i klubben, har du set eller hørt om det blandt andre børn eller er du bevidst om det hos et barn, så kontakt venligst en af ovenstående.

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies
Luk